Generalforsamling maj 1966
Jyderup Realskole udvider
1. etape af byggeplaner
Et stigende elevantal på Jyderup Realskole har nødvendiggjort en udvidelse. Bygmester Axel Olsen, Jyderup, har udarbejdet tegninger og overslag, og man havde håbet, at kunne gennemføre udvidelsen som vinterbyggeri. Planerne blev forsinket og kom først onsdag aften til behandling i Jyderup sogneråd, der anbefalede udvidelsen.
Skolebestyrer Hebin oplyser, at der på grunden ind mod Emballagefabrikken skal bygges 1. etape af en ny skolebygning, foreløbig kun med 2 klasseværelser. Det har ikke været muligt at købe tillægsjord, og man må derfor blive indenfor skolens egne rammer. Bygningen skal senere udvides med endnu et klasseværelse m.v.
Det er hensigten, at man senere vil tilbygge ud mod Skolevej med en vinkelbygning, der skal rumme en gymnastiksal - hvad der er hårdt tiltrængt, også til anvendelse som festsal - et skolekøkken, faglokaler m.m.
Til den tid vil den gamle gymnastiksalsbygning blive revet ned, således at man kan få et mere samlet skolekompleks. Arbejdet udføres af lokale håndværkere med bygmester Axel Olsen som arkitekt for arbejdet1

1966, maj; Jyderup Realskole må atter udvide
Skolens elevtal oppe på 236
Den selvejende institution Jyderup Realskole, Jyderup, holdt i aftes generalforsamling på skolen. Til dirigent valgtes proprietær Jørgen Lind, "Tornvedgård"
I sin beretning omtalte formanden, gdr. Gunner Jensen, "Høedgården", hvad der var forhandlet om ved de afholdte bestyrelsesmøder, bl.a. skolens økonomi, byggeri af bygning med to klasselokaler m.v. Tegningerne ligger for tiden i ministeriet til godkendelse, og man håber på snarlig igangsættelsestilladelse.
Bygningen skal i første omgang omfatte de to klasselokaler og senere kunne udvides til flere klasselokaler, skolekøkken, ny gymnastiksal m.v.
Formanden udtalte en tak til skolens tidligere bestyrer, overlærer Vang Petersen, samt overlærer Peter Larsen, der havde hjulpet skolen over en vanskelig tid ved at yde lån.

Forberede til 1. real
Endvidere nævnede formanden det store behov, skolen har for en 8. klasse, der skal være forberedende klasse til 1. real. Det var vedtaget at oprette den, og vil nu søge at skaffe de fornødne lærerkræfter. Såfremt der kommer elever nok, skal denne klasse, 8. F, igangsættes efter sommerferien.
Skolen har følelig mangel på klasseværelser og må bl.a. bruge faglokalerne til alm. undervisning. Desuden må et lokale på Kollegiet tages i brug til undervisning.

Stor tilgang af kollegieelever
Der har været stillet store krav til lærernes indsats som følge af den store tilgang af elever fra Kollegiet. Bestyrelsen var klar over, at det havde fordret en ekstra arbejdsindsats, men opgaven skulle nok lykkes.
Formanden sluttede sin beretning med at omtale den pæne økonomiske fremgang, som man håbe ville fortsætte, således at skolens vilkår fortsat ville blive betrygget.
Flere stillede forslag vedrørende muligheder for afhjælpning af lokalemanglen, indtil byggeriet var færdigt, men nogen afklaring af problemet nåede man ikke til.

75 på kollegiet
Skolebestyrer Willy G Hebin redegjorde for den 8.F, som skolen agter at oprette. Tilrettelæggelsen er ikke efter samme principper som kommuneskolernes 8. klasse, idet denne udelukkende er tænkt som en forberedelse til 1. real, hvor hovedvægten lægges på fagene dansk, regning, matematik og sprog.
Det oplystes, at skolens samlede elevtal er 236, hvoraf 75 er fra Kollegiet.

Overskud
Regnskabsføreren, revisor Funch Jensen, oplæste regnskabet, der bal. med 629.884 kr. og viste et overskud på 27.288 kr. Filmfondens regnskab havde en formue på 2959 kr.
Til bestyrelsen genvalgtes gdr. Gunner Jensen, skovfoged Aage Telling, Bjersted skov, og ny valgt proprietær Jørgen Lind. Bestyrelsen konstituerer sig senere.
Fru Anna Møller Hansen, Holbækvej, rettede en tak til proprietær G. Graae, "Torpegård", der efter eget ønske var udtrådt af bestyrelsen, for godt samarbejde gennem årene2


Kilder:
Kilde 1: Kalundborg Folkeblad 20. maj 1966, side 10; Jyderup Realskole udvider
Kilde 2: Kalundborg Folkeblad 27. maj 1966, side 3+4; Jyderup Realskole må atter udvide